70 års fødselsdagskjole

For et par uger siden var jeg til min mormors forsinkede 70 års fødselsdag, som var blevet udskudt sidste år på grund af coronaristriktionerne. Derfor holdt hun nu sin 57 + moms års fødselsdag, som hun selv kaldte den. I den anledning havde jeg syet mig denne fine og meget klassiske grønne uldkjole. Ulden er købt i ITA textiles i København, som jeg tit synes har nogle fine kvaliteter. Selve modellen har skrå brystindsnit og korte ærmer, en kvart sol i skørtet, men nogle små wienerlæg, som åbner sig og giver lidt ekstra vidde i bunden af skørtet.
Som I kan se på de næste billeder, har jeg også integreret lommerne i sidesømmen, så de ikke ses, men at man lige kan have sin telefon og en læbepomade på sig, uden en taske. Måske jeg laver en lille guide til den slags lommer.
For at give lidt ekstra hold i bunden af kjolen, har jeg isyet hestehårsbånd, som er et, i dette tilfælde, bredt og fleksibelt flettet nylonbånd, som kan syes i oplægninger for at skørtet holder faconen mere og ikke klasker sammen. Derudover lavede jeg en ærmefisk og syede i ærmekuplen, for at få lidt mere facon og rundhed på skulderen. Hele kjolen har fået isyet et lækkert foer, og jeg fik virkelig lov at hygge mig med håndsyningen i denne kjole, bl.a. ved at hæfte hestehårsbåndetfast i oplægningen og derefter at lukke mit foer rundt i oplægningen, så det hele er pænt afsluttet og skjult inde mellem lagene (se sidste billede).
Ingen kommentarer endnu