SYTIP - franske sømme

SYTIP – couturesøm

 Det næste sytip jeg vil dele med jer, er lige så brugbart som den franske søm, og det er nemlig en søm der kaldes couturesøm. Couturesømmen er en oplægning som er ganske smal og samtidig holdbar og lavet på maskine. Jeg bruger selv oftest sømmen til oplægninger i eksempelvis underkjoler eller skørter med løst foer, da det er den smalleste oplægning du kan lave på maskine, samt at jeg synes at den er mere elegant end den klassiske oplægning hvor du folder 0,5+0,5cm og stikker 1mm fra foldekanten, hvis man ønsker en smal oplægning.

Denne søm gør sig utrolig godt i de levende materialer som eksempelvis lette silker. Dog bruger jeg den også i materialer som bomuld, viskose, polyester og somme tider også i tyndere uldkvaliteter. Det afgørende for at få en lille og tynd couturesøm er, at stoffet ikke må være for kraftigt. I tynde materialer, som det på billederne, bruger jeg sjældent mere end 1cm sømrum til denne oplægning, men jo kraftigere stoffet er, jo mere sømrum får du brug for, da sømmen automatisk vil fylde mere.

Læs med for fremgangsmåde. Det har du brug for: Lille saks, symaskine, sytråd der matcher dit stof

  1. Det første du gør er at sy en stikning 0,5cm inde fra kanten, der hvor du vil lave oplægningen.
  2. Derefter folder du stoffet til vrangsiden, så den stikning du har lavet ligger ca. 1 mm fra kanten på vrangsiden (se billede herunder). Stik ca. 1mm fra foldet kant.
  3. Herefter kan du vurdere om du har behov for at presse din søm, inden du fortsætter.
  4. Klip dit sømrum ned til 1-2mm fra din seneste stikning. Vær meget opmærksom på ikke at få klippet din tråd over, da sømmen så vil gå op. Brug gerne en lille trådsaks for at have bedre kontrol når du klipper sømrummet ned. (Se billede herunder).
  5. Herefter folder du igen sømmen en gang mod vrangsiden, så din klippede kant nu ligger foldet inde i sømmen. Stik igen 1mm fra yderste foldede kant. (Se billede herunder).
  6. Pres din færdige søm.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SYTIP - franske sømme